Rapportskrivning

Her er en oversigt over de vigtigste ting i forbindelse med rapportskrivningen.

I skal benytte flg.skabelon for rapportskrivningen. I bedes holde sideantallet på max 25 sider (excl. forside, abstract/resumé, indholdsfortegnelse, bilag og litteraturliste).

Mht. layout kan I roligt begynde at vænne jer til at skrive til de store fysiktidsskrifter, heriblandt Physical Review. Deres styleguide danner standard for mange andre tidsskrifter, og de bruger et Latex-system der hedder Revtex. Hvis man ikke er Latex afficinados, så kan man bare kigger på deres styleguide. I kan især hente inspiration til matematiske formler, og ikke mindst referencerne (s. 9-10). Jeg vil dog opfordre jer til altid at tilføje titlen. PR har ikke titel med i referencer, da deres tidsskrifter ofte har en maksimal længde, der skal opretholdes. Men da I skriver en længere rapport er der jo plads nok, og en titel giver utroligt meget information.

I bør derfor bruge flg. stil:

[1] A. Bsen, C. Dsen and E. Fsen, ”Very interesting results in very novel system,” Journal of Excellent Science 61, 1210 (2009).

hvilket er PR stilen, men med titel. Volumen er fed, efterfulgt af 1. sidetal og årstal i parentes. I må selv bestemme, om I vil bruge forkortelser på tidsskrifter, fx vil Physical Review Letters normalt blive skrevet som Phys. Rev. Lett.

Husk at begrænse antallet af Wiki-henvisninger. Hvis I alligevel bruger dem, så husk at tilføje hvilken dato eller version I har hentet information fra, da Wiki jo kan være fuld af fejl.

Jeg kan opfordre jer til at skrive med font 12, og have min. 25 mm margen hele vejen rundt. Hvis I går til font 11 bør I have 30 mm margen i stedet. Med font 11 kan I også overveje dobbelt kolonne, det giver en rar læsning. Font 10 vil i hvert fald kræve dobbelt kolonne eller meget stor margen.

Husk også at give akser på alle figurer, og glem ikke enheder på akserne! Sørg også for en stor font til akserne, og undgå dårlige kontrastfarver (gul på hvid, fx).

Endelig, så kan jeg ikke understrege hvor vigtigt det er, at rapporten er lækker. Der er en tendens til at lave ting i sidste minut og så levere en løs rapport. Det bliver I straffet for. Husk, at hvis I kommer ud i erhvervslivet, så bliver I kun bedømt på det I har skrevet. Det samme gælder en artikel hvis I bliver forskere. Der gælder ingen dårlige undskyldninger om mangel på tid, og en dårligt skrevet artikel bliver ikke læst af mange. Så derfor sørg for (i prioriteret rækkefølge):

  1. Skriv et godt resumé (abstract). Det er måske det eneste 90% af jeres læsere ser. Man skal kunne forstå jeres resultater ud fra det!
  2. Skriv en god konklusion. Det er det næste man vil læse.
  3. Få figurerne til at se lækre ud, og med gode figurtekster. Det er det 3. man vil kigge på.
  4. Skriv en god indledning, især motivationen. Den bliver læst, hvis I har fanget læseren i de 3 første trin.
  5. Tjek stavefejl. Det er et professionelt trick, der viser at I har overskud og overblik.